Henry Rasmussen

-et livsbekræftende portræt af foreningens nestor

Det var med stor glæde - og med ikke så lidt stolthed – at vi kunne sende en fødselsdagshilsen til vores alderspræsident i foreningen Henry Rasmussen i anledning af hans 90 års fødselsdag den 9. januar. Da jeg modtog hans tak for gavekortet, blev der indledt en meget fin korrespondance pr. telefon – ham og mig imellem – og med efterfølgende tilsendelse af interessante, gamle fotos fra hans mangeårige musikerliv.

Henry, der har haft en lang og glorværdig karriere som pianist - såvel i landets førende orkestre, som med ensemler i eget navn – har været et trofast medlem af 100-mands Foreningen siden 1949.

Født i 1917, hører Henry til den generation af musikere, der virkelig havde lært sit instrument indgående og var en af de meget aktive, dygtige, udøvende kunstnere i de tider, hvor restauranterne i stor udstrækning havde levende musik og ofte med store besætninger (efter nutidens begreber).

Kapelmesteren, violonisten Henry Hansen (stående tilhøjre)

Udover at spille på restauranterne og hotellerne, havde man en lang årrække også direkte transmissioner i radioen, som f.eks. ’Henry Hansens Frokost Strygeorkester’ (her forstærket med fløjte og klarinet)fra den nu hedengangne, fornemme restaurant ’Wivex’ i Tivoli

eller fra ’Ungarsk Vinhus’ i Niels Hemmingensgade med Knud Møllers orkester, der også talte den senere kapelmester Ivan Leth (nr. 3 fra venstre på billedet) og hvor Henry Rasmussen begge steder sad ved flygelet.

fra venstre: Enghusen, Frank Jaworski, Erik Søller, Garbadine-Ras, Henry Rasmussen, Villy Jensen, Vagn Sørensen, Gerold Bernstein, Elo Magnussen,

Oluf Carlson, Thure Sørensen, Kelof Nielsen, Ivan Leth, Poul Svensson, Arvidsen, Henry Hansen, Knud Blyhnert og Reinar Larsen

I Tivoli spillede Henry i en længere periode med Elo Magnussens orkester, der foruden egne koncerter også leverede musikken til det historiske ’Pantomimeteater’ s forestillinger.

Henry Rasmussen, var der – pudsigt nok – to af musikerne i Magnussens orkester, der hed - og derudover medvirkede også den fænomonale violinist Henry Hansen. Så her kunne der nemt ske forvekslinger mellem hele tre Henry’er. Da elegantieren, som Henry Rasmussen jo også er, havde købt nogle fine habitter i efterkrigstidens Sverige, hvor det herhjemme var svært at skaffe ordentlige klædesstoffer og kom og promenerede de flotte dress overfor kollegerne, fandt man på kælenavnet ’Garbadine-Ras’ - så vidste alle, hvem der var tale om.

Henry Rasmussen Victor Cornelius Christian Jensen Teddy Petersen

Den populære pianist og sanger Victor Cornelius henvendte sig engang til Henry, da han manglede en afløser på varietérestauranten ’Valencia’ på Vesterbrogade, i jobbet som den ene pianist i en duo bestående af to flygeler. Det var en overgang meget brugt, afvekslende med det stedlige, store orkester. Denne post bestred Henry da også med bravour i samspil med Christian Jensen på det andet flygel, en fabelagtig multi-instrumentalist, som også vil være kendt fra Svend Asmussens orkester.

Henry var også bag tangenterne, da den utroligt populære kapelmester Teddy Petersen turnerede landet tyndt og var med til orkesterets allersidste optræden i ’Wivex’.

Henry fortæller en anekdote fra en af Teddy Petersens mange optrædener: En meget entiusiastisk, kvindelig fan af den legendariske kapelmester, ville så frygtelig gerne høre melodien ”Gem du dine kys” fremført af orkesteret. Da hun selv var for genert til at henvende sig til ’den store mester’, sendte hun sin niece op til ham for at spørge. Niecen blev imidlertid så betuttet over at stå foran den berømte mand, så hun af lutter høflighed fik fremstammet: ”Jeg skulle spørge fra min tante, om hr. kapelmesteren ville være så venlig at spille ”Gem De Deres kys” !

Henry leverede også musikken til flere nytårsaftner på Hotel D’Angleterre med sit eget orkester bl.a. med fremragende musikere som violinisterne Per Walther, Tage Grønning m.fl.

Derudover havde han også et årelangt virke som solopianist bl.a. på D’Angleterre og Hellerup Park Hotel.

Henry Rasmussen nyder nu sit otium i bedste velgående med sin frue i hjemmet i Vedbæk.

Det har været en meget stor fornøjelse, Henry , at lære dig at kende – bedre sent end aldrig – og høre dine beretninger fra de gode, gamle dage – som du selv siger:

”Gamle minder og klokkeklang”!

Tak, Henry og endnu engang et STORT TILLYKKE!

Holger